VIP Brother
Medier og TV-myndigheder står på nakken af hinanden for at kritisere Bulgariens svar på »Big Brother«. En af deltagerne har nemlig taget sin treårige datter med.
Realityserien, der hedder »VIP Brother«, blev oprindeligt godt modtaget hos boulevardpressen. Udsigten til at opleve 12 halv- og helkendte på slap line vakte begejstring - især da det viste sig at deltagerlisten omfattede den tidligere Miss Bulgarien Violeta Zdravkova.
Piben fik imidlertid en anden lyd, da hun tog sin datter Danaya med ind i huset, hvor deltagerne bor. »Lille Danaya lytter til sex- lektioner«, bragede en overskrift på forsiden af dagbladet Trud i sidste uge.
Siden har TV-nævnet skrevet til den kanal, der sender »VIP Brother«. I brevet giver nævnet udtryk for »ekstrem bekymring« over en treårigs tilstedeværelse. »Hun bliver ufrivilligt vidne til uanstændige handlinger«, hedder det blandt andet.
Selv trofaste seere klager, men Nova TV nægter at skride ind. »Kun en mor kan afgøre, om hun skal have sin lille datter med eller ej«, fastslår PR-chef Galina Dzhoreva.