Det mener den radikale sundhedsordfører Charlotte Fischer, der undrer sig over, hvordan de 25 milliarder, regeringen for få uger siden havde afsat til nye sygehuse, nu kan svulme til 90 milliarder.
Af de 25 mia. kr. til nye investeringer skal hovedparten anvendes til blot at sikre, at niveauet for investeringer ikke falder i de kommende år.
"De rækker slet ikke til at indfri regeringens løfter til befolkningen. Det er talspin, sådan som flere økonomer for nylig har påpeget", siger Charlotte Fischer.
"Danmark har nogle af verdens mest effektive sygehuse. Det har OECD lige dokumenteret. Og nu vil regeringen så hente 30 milliarder i endnu mere effektivisering - alene takket være nye sygehuse. Det regnestykke går ikke op - i hvert fald ikke med en almindelig lommeregner."
Charlotte Fischer understreger, at Radikale Venstre er enig i behovet for nye og bedre sygehusbygninger, men også IT vil kræve yderligere investeringer.
"Vi skal passe på, at der ikke kun går mursten i den. En elektronisk patientjournal, der virker på tværs af alle sygehuse, er noget af det vigtigste for en bedre patientbehandling. Vi kommer til at prioritere - og det bliver ikke et hokus-pokus-beløb på 90 milliarder."