En række forhold i Ernæringsrådets rapport om kostrådene kritiseres nu af Dansk Vegetarforening, som bl.a. mener rapporten tager alt for lidt hensyn til de, der spiser anderledes end de fleste danskere. ’Vi ved i dag at der er mange alternativer, som kan give de næringsstoffer, som mange mennesker er vant til at få fra kød og fisk. Det mener vi burde påpeges, når man nu samtidig ved at kød og fisk er sat i forbindelse med en række sundhedsmæssige problemer,’ fortæller foreningens næstformand Sune Borkfelt og tilføjer: ’Vegetarismen er et reelt alternativ, og det har man anerkendt i forbindelse med officielle kostråd i andre lande. Det burde man også gøre her’.
Kritikken uddybes i en skriftlig udtalelse, som for nylig er offentliggjort på foreningens hjemmeside. Her kritiseres rapporten om kostrådene bl.a. for ikke at gøre det klart nok, hvilke fødevarer man skal skære ned på når man følger anbefalingen om at spise mere grønt og for at anbefale indtagelse af fede fisk uden at påvise vegetabilske alternativer, som også rummer omega-3-fedtsyrer. Endvidere kritiseres rapporten for at fortælle, at man mest effektivt skærer ned på mættet animalsk fedt ved at vælge magre kødprodukter. ’Rapporten er simpelthen for unuanceret i sit syn på, hvad en ernæringsmæssigt holdbar og sund kost kan bestå af’, hedder det i udtalelsen fra foreningen, som samtidig giver udtryk for den holdning, at en vegetarisk kost kunne være et mindst ligeså effektivt middel som Ernæringsrådets anbefalinger, når der skal skæres ned på det mættede, animalske fedt.
Endelig kritiseres hele kostrådsprojektet for at være ’uambitiøst’, fordi det ikke indeholder anbefalinger til grupper, der lever anderledes end gennemsnitsdanskeren, som f.eks. vegetarer og mælkeallergikere.
www.vegetarforening.dk