Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen har bedt udenrigsministeren om at sørge for, at de danske imamers rejse til Mellemøsten i denne uge bliver overvåget - og at alt, hvad imamerne siger på den åbne konference i Bahrain, bliver optaget på bånd og oversat til dansk.
Kravet kommer efter, at seks imamer - Abdul Wahid Pedersen, Abu Laban, Abu Bashar, Shaykh Raed Hlayhel, Ahmed Akkari og Jihad Al Farra - har meddelt, at de skal tale på den store muslimske konference i den arabiske stat Bahrain den 22. og 23. marts - og at emnet for deres indlæg skal være "situationen i Danmark".
Det er meget foruroligende, at denne usympatiske gruppe af ekstremistiske og utroværdige imamer nu igen har besluttet sig for at skade Danmarks sag, siger Søren Espersen, men denne gang vil vi have vished for, hvad der bliver sagt.
Derfor har jeg bedt udenrigsministeren sørge for, at den offentlige konference bliver fulgt og overvåget, og at udskriften af alt, hvad de danske imamer siger, bliver sendt som orientering til Udenrigspolitisk Nævn - og i øvrigt gerne efterfølgende offentliggjort.
Når det drejer sig om netop disse imamer, har vi erfaringer for, at de siger ét, når de henvender sig til det demokratiske danske samfund og noget andet, når de henvender sig til deres ligesindede i de arabiske diktaturstater. Også med henblik på eventuelt senere at retsforfølge de pågældende imamer for landsskadelig virksomhed, er det afgørende, at vi sikrer os dokumentationen, siger Søren Espersen.