»Into the West« / Steven Spielberg
Et forældrepar fra Mescalero Apache-indianerstammen i New Mexico har anlagt sag mod producenterne af Steven Spielbergs miniserie »Into the West«. De hævder, at en stylist på settet klippede deres datter Christina uden hensyn til stammens skikke.
»Bare fordi man er velhavende, kan man ikke gøre sådan noget uden at tjekke det først«, siger pigens far Danny Ponce.
Han og hans kone forlanger 75.000 i erstatning for det afklippede hår og yderligere en kvart million for følelsesmæssig overlast, i alt cirka to millioner kroner.
Den otteårige pige medvirkede som statist og blev ifølge søgsmålet klippet for at komme til at se mere indiansk ud og ligne en dreng. Dem var der nemlig for få af.
Efter gammel Mescalero-skik må unge piger først blive klippet i forbindelse med et helligt ritual, der gennemføres, når de kommer i puberteten.
Sagen er anlagt mod selskabet Turner Films, der står som producent på Spielbergs miniserie fra sidste år.