”Over de næste 5 år vil ECCO bygge et produktionsanlæg her i XIAMEN som bliver det største i ECCO-gruppen,” sagde administrerende direktør i ECCO, Dieter Kasprzak, da han kl. 10.00 lokaltid tog det første spadestik til en ny ECCO skofabrik i Tong-An udenfor XIAMEN i Kina.
Dieter Kasprzak understregede, at det var afgørende vigtigt for ECCO at have egne produktionsfaciliteter i Kina, som er særdeles konkurrencedygtig. Kina producerer i dag over halvdelen af alle sko i verden. Desuden er det allerede et vigtigt vækstmarked for ECCO.
ECCO bygger først en skofabrik med en kapacitet på 1 million sko om året. Den vil stå klar ved udgangen af 1. kvartal 2005. Derefter er det planen at bygge yderligere tre tilsvarende fabrikker i henholdsvis 2005, 2006 og 2007. Disse fabrikker vil eksportere deres produkter.
ECCO bygger også indenfor de næste 2 år en fabrik, der primært vil producere til det kinesiske marked.
I løbet af 2006 indledes konstruktionen af et hypermoderne garveri og det er muligt, at ECCO i en efterfølgende fase også vil bygge et såkaldt beamhouse til konvertering af råhuder.
Afhængig af udviklingen vil ECCO over de næste 5 år investere mellem 250 og 500 millioner
kroner i XIAMEN.
ECCO-gruppen har inviteret IFU (The Industrialisation Fund for Developing Countries), som ECCO allerede samarbejder med i Slovakiet til at deltage i ECCO’s produktionsanlæg i XIAMEN og IFU vil eje 20% af skoproduktionsaktiviteterne, som nu er besluttede.
”Det er en betydelig satsning i et kompliceret marked,” udtalte ECCO’s vice administrerende direktør Mikael Thinghuus. ”Vi har dog arbejdet meget længe og detaljeret med planen.”
Faktisk er det nu 10 år siden ECCO’s stifter K. Toosbuy første gang besøgte Kina for at vurdere om tiden var inde til at etablere produktion i Kina. Over det sidste år
besøgte han hyppigt Kina og rejste gennem landet for at finde den rigtige placering for ECCO.
Den fandt han i XIAMEN, som - efter kinesiske forhold - er et mindre, men meget dynamisk samfund, hvor vi er blevet særdeles vel modtaget og har fået en utrolig kompetent assistance fra de lokale myndigheder.
Vi er overbevist om at en kombination af veluddannet lokal arbejdskraft og ECCO’s højteknologiske produktionsproces vil føre til gode resultater”.
ECCO har udpeget direktør Flemming Brønd - ECCO gruppens mangeårige produktionsdirektør - til formand for ECCO XIAMEN. Han flytter i september til Kina for at overtage ansvaret for opbygningen af fabrikken.
I løbet af de næste måneder ansættes funktionærer og arbejdere til den første fabrik og der gennemføres træningsprogrammer både i XIAMEN, hvor ECCO opbygger sin egen tekniske skole, samt på ECCO’s fabrikker i Thailand og Indonesien.
Over de næste 5 år forventes i alt 3000 medarbejdere ansat i Kina.