Til Jul forside

Lukas Evangeliet - Kapitel 2 -
vers 1-20
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser
Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første
folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle
drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by.
Også Josef
drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som
hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at
lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, der var frugtsommelig.
Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun
fødte sin søn, den førstefødte, svøbte ham og lagde ham i
en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme
egn var hyrder, som lå på marken, og holdt nattevagt over
deres hjord. Da stod Herrens engle frem for dem, Herrens
herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men
englen sagde til dem:"Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en
stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født
jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren. Og dette er
tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt, og ligger i en
krybbe."
Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare,
der lovpriste Gud, og sang: Ære være Gud i det højeste og på
jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Og da englene havde
forladt dem, og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til
hinanden:"Lad os gå ind til Betlehem og se det , der er
sket, og som Herren har forkyndt os."
De skyndte sig derhen
og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da
de havde set, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om
dette barn, og alle der hørte det, undrede sig over, hvad
hyrderne fortalte; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte
og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage, og lovpriste Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var
blevet sagt til dem.
|
|
|